Hvem kan du møde til en Everyday-workshop?


Danske børn og unge fortjener det bedste af det bedste. Derfor har vi samlet de mest aktuelle danske dokumentarfilminstruktører i vores team. Nogle har et væld af priser i bagagen, mens andre netop er trådt ind på dokumentarscenen for fuld fart. Fælles for alle er, at de udfordrer den klassiske dokumentar og dermed er med til at skabe og udvikle den kompromisløse dokumentarkultur, som sætter Danmark på verdenskortet. 

 
Kathrine Ravn Kruse
Kathrine er uddannet på institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet i 2010 med speciale i dokumentarisme på nettet, samt på School of Visual Arts i New York, 2011. Hun tog den personlige dokumentar ud i sin yderste form, da hun med "Mig og Min Far – Hvem fanden gider klappe?" (2014) med ligedele frustration og kærlighed portrætterede sin dybt alkoholiserede fars forsøg på at tørlægge sig. Filmen vandt en Robert og Billed Bladets TV-GULD for årets bedste dokumentar. Kathrine tager i undervisningen udgangspunkt i, hvordan man formidler sin egen eller andres personlige historie på en måde, som både er vedkommende og ansvarsfuld. 
Sebastian Cordes
Trods sin unge alder har Sebastian (1988) allerede skabt sig sin helt egen plads i den danske dokumentarverden. Han har en BA i Filosofi fra Københavns Universitet og gik på ungdomsfilmskolen Station Next. Hans første dokumentarfilm "Life and Times of Don Rosa" (2010) blev udtaget til TOPDOX på CPH:DOX og hans anden lange dokumentarfilm "A Place Called Lloyd" var nomineret til NORDIC:DOX på CPH:DOX i 2015. Cordes går poetisk undersøgende til sine emner - om det så handler om turister, bolivianske lufthavne eller om, hvad der sker om natten på Amagerbro. Sebastian har stor erfaring med at undervise børn og unge med fokus på at finde frem til det subjektive filmsprog.
Mette Carla Albrechtsen
Mette Carla (1980) er uddannet som dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2009. Hun blev et af de hotteste navne i dansk dokumentarfilm, da hun med Lea Glob skabte "Venus - let's talk about sex" (Filmcentralen.dk) om kvindelig seksualitet anno 2016. Filmen, der bygger på interviews med 100 unge kvinder til en casting-proces, kom hurtigt på alles læber og blev en af årets absolut mest sete dokumentarer på dr.dk. Mette Carla har en stærk visuel profil og en konceptuel tilgang i undersøgelsen af unges identitetsskabelse. En workshop med Mette Carla vil kunne tage udgangspunkt i unges selvfortælling gennem digitale medier.
Cille Hannibal
Cille er uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 2013 og debutterede tidligere i år med det, der blev set som en af de mest lovende danske debutfilm i 2018. I "Den nat vi faldt" (Filmcentralen.dk) samler hun kameraet op og begynder at filme sin mor kort efter, at moderen har mistet sin mand i en tragisk ulykke. Det er en sårbar filmisk skildring af den sorgproces, som mor og datter gennemgår og som i undervisningen vil kunne bruges som udgangspunkt til at tale om, hvordan man kan fortælle sorg og sårbarhed med levende billeder.
Michael Graversen
Michael er uddannet fra den prestigefyldte National Film and Television School i England og instruerer dokumentarfilm af samfundsrelevant karakter, der drives af et ustoppeligt personligt engagement. I de seneste år har Michael med filmene "Ingenmandsland" (2013) og "Drømmen om Danmark" (2015, se begge på Filmcentralen.dk) kastet al sin energi ind i at vise uledsagede flygtningebørn i deres kamp for at opnå dansk statsborgerskab. Sidstnævnte om den purunge Wasiullah's vej gennem Europa har vundet et væld af priser. I undervisningen arbejder Michael med den repræsentationen af grænser mellem mennesker og forholdet mellem det personlige og det objektive.
Andreas Koefoed
Andreas (1979) er uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2009 og her en BA i sociologi fra Københavns Universitet i 2004. Hans film har deltaget på over 100 festivaler og vundet priser på verdens førende dokumentarfilmfestivaler: IDFA, Tribeca, AFI Docs, Full Frame, Sheffield Doc/Fest, og CPH:DOX. Hans nyeste film 'Et hjem i verden' (2015, Filmcentralen.dk) skildrer fem asylbørns dagligdag på Røde Kors asylskolen i Lynge. Andreas har et helt særligt talent for at sætte sig i børnenes sted og se på voksenverdenens uretfærdigheder og skuffelser igennem deres øjne. Andreas vil tage sin klassiske skoling i den personlige dokumentar fra Den Danske Filmskole med ind i undervisningen.
Camilla Magid
Camilla (1979) er uddannet fra den uafhængige filmskole Super16 i 2010, har en bachelor i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet, 2003, og er uddannet som arabisk sprogofficer fra Forsvarsakademiet, 2005. Hun har vundet et utal af priser ved danske og udenlandske festivaler for sine film, der drives af samfundsmæssig indignation og stor menneskelig empati. I hendes nyeste film "Land of the Free" (2017) viser hun, hvor dybt forfejlet det amerikanske fængselssystem er, ved at følge en gruppe løsladte, som på trods af deres nyvundne frihed lever i fattigdom og uden hjælp til at resocialisere sig. Filmen vandt bl.a. F:ACT-award ved CPH:DOX i 2017.
Emil Langballe
Emil (1982) har studeret tv-journalistik og videoproduktion i Aarhus og New York før han kom på den prestigefyldte dokumentarlinje på British National Film and Television School, London. Allerede hans afgangsfilm ‘Beach Boy’ (2013) vandt priser i Karlovy Vary, Thessaloniki, Tampere og Hot Docs i Toronto. Hans nyeste film "Mon de kommer om natten?" (Filmstriben.dk) er en TV 2-dokumentar, som med stor følsomhed og indlevelse skildrer den 14-årige afghanske flygtning Rokhsar, som med sin familie venter på svar på ansøgningen om opholdstilladelse i en lille jysk landsby.
Lea Hjort
Lea er uddannet Dokumentarinstruktør ved Den Danske Filmskole i 2015 og The New School i New York i 2010. I 2014 portrætterede hun med stor sanselighed to pigers venskab og overgang fra barn til voksen i filmen Malek Means Angel om den muslimske fægtepige Malek. Filmen havde premiere på IDFA og vandt Bedste dokumentar ved Ekko Shortlist i 2015. Hendes afgangsfilm Øde Ø var nomineret til en Robert for bedste korte dokumentar i 2016. I samarbejde med Meta Film Doc arbejder hun pt. på en dokumentar om håb, kærlighed og drømme hos tre unge New Yorkere i ghetto-bydelen Brownsville. Som gæsteunderviser ved Den Danske Filmskole, har Lea erfaring med at undervise i mødet mellem film og musik samt det personlige filmsprog med udgangspunkt i bevægelse.
Julie Bezerra Madsen
Julie er 35 år og uddannet dokumentarfilmsinstruktør fra Den Danske Filmskole. Siden hun blev færdig har hun arbejdet som Tv- og Medietilrettelægger, startet en filmskole i Sierra Leone og arbejdet på egne dokumentarfilm. Julie siger selv: "Hvis jeg var frygtløs og bare helt vildt sej, ville jeg stille mig op på gaden og synge en sang til min omverden. Men det tør jeg slet ikke. Så jeg laver film i stedet for. Når man laver film, kan man øve sig i at sige det, man i virkeligheden tænker. Man kan bruge filmmediet til at øve sig i at være modig, sætte grænser og mærke sig selv i andre mennesker. Min sidste film Dreng handler om en ung transmands forsøg på at forstå sig selv og sin krop igennem sine venner og youtube."
Christian Holten Bonke
Christian Holten Bonke begyndte sin karriere inden for musikbranchen med det selvskabte pladeselskab Superstar Records, men valgte så at dedikere sit liv til film og kom ind på dokumentarfilmlinjen på Den Danske Filmskole. Christian forbinder elegant sine dokumentatiske emner med dramatiske elementer fra fiktionens verden. Uanset sine filmiske metoder er Christian mester i at portrættere det passionerede menneske i medgang og modgang, hvilket også kommer til udtryk i hans to nyeste film "Ejersbo" (2015, Filmcentralen.dk) og "Uffe's alternativ" (2015).
Ida Grøn
Ida (1979) er uddannet fra The National Film and Television School i London, 2009. Hendes film er præget af en stor nysgerrighed og forstårelse for børns forestillingsverden. I 2003 tog hun kameraet på ryggen og drog til Sibirien, hvor hun filmede portrætfilmen "Klara - Tanker fra Tajgaen", vist på DR2 og flere internationale festivaler. Hendes film ”Klovn for Livet” om forholdet mellem en hospitalsklovn og en kræftsyg dreng, rejste ligeledes jorden rundt på festivaler og tv-stationer. ”Stay Behind – Min Farfars Hemmelige Krig” (2017, Filmcentralen.dk) er hendes første featurefilm og giver et personligt kig ind i et hemmeligt civilt CIA netværk i Danmark under den kolde krig.
Frank Poulsen
Frank (1975) vil ikke bare vise verden - han vil ændre den! Denne aktivistiske og kompromisløse instruktør er uddannet fra Den Danske Filmskole og har blandt andet instrueret Guerilla Girl (2005) om en ung columbiansk middelklassekvinde, som slutter sig til terror-gruppen FARC, "Forførerens fald" (2008, Filmcentralen) om dagbladet Dagen og dens stifter Peter Linck og "Blod i Mobilen" (2010), hvor han sporer vores mobiltelefoners mineraler dybt ind i en blodig minedrift i DR Congo. Franks brændende engagement skinner igennem i hans film og såvel som i hans undervisning. Han har mange års erfaring med at undervise i filmfortælling og er leder af dokumentarfilmlinjen på Johan Borups Højskole.